Jeg har nu næsten forladt Pyrenæerne, og befinder mig i Millau. Turen hertil var lang og varm. Først en anstrengende tur gennem bjergene, hvor der skal arbejdes med gear, bremser og ikke mindst med hovedet. I bjergene var der en del bilister, som nok skulle havde valgt en anden vej. Det var tydeligt at de var meget usikre på det med bjergkørsel, hvilket skabte nogle farlige overhalinger.
Da jeg nåede motorvejen, var der en masse kø, ikke lange, men der var mange af dem. Jeg endte med at tilbringe næsten 8 timer på kamelen, kun afbrudt af nogle få tisse og taknings pauser så røven klagede.
De sidste km. til Millau, opvejede dog en del af pinen. Turen fra toppen af bjerget og ned i dalen er utrolig smuk, og med udsigt til den vel nok smukke bro i verden.
Nu til det jeg truede med i sidste opslag. Forløber turen som forventet. Det korte svar er nej, den er bedre. I starten gjorde jeg meget ud af at få kørt så meget som muligt, for at nå alle de steder jeg havde tænkt mig. Det tog 3 uger at falde til ro, og indse at jeg jo var af sted for at nyde de øjeblikke der opstår. Det gør jeg nu. Jeg har mødt så mange spændende mennesker, nogle kunne jeg uden videre tale med, andre var via tolk, og nogle var ved hjælp af google translate. Jeg har været forskånet for uheld, punktering, kæde og en flået storetå, er hvad man kan forvente.
Jeg er naturligvis meget alene, men det er ikke det samme som at føle sig alene. Jeg nyder at kunne bestemme hvad jeg skal lave, eksempelvis hvornår jeg vil køre og hvorhen jeg vil køre. Jeg har fuldstændig droppet at holde en plan, jeg beslutter fra dag til dag hvad jeg vil. I morgen køre jeg til sainte Croix du verdon. Jeg vil gennem gorge du verdon til Nice. Hvad der skal ske derfra ved jeg ikke.
Den oplagte selfie, er den første, og bliver den sidste 🙂