Det kan godt være at landet er lukket ned, og at vi ikke kan rejse til fjerne lande. Det kan dog sagtens lade sig gøre at nyde naturen i vores egen lille andedam.
Disse billeder er tage på en gåtur rundt i Taastrup, Albertslund og Ishøj

Nu er jeg hjemme igen. Jeg har brugt de sidste dage på at få ordnet alt udstyret. på grund af det dårlige vejr, har jeg måtte vente med at vaske teltet til i dag. Det har været en tro følgesvend på denne og 2 tidligere ture, til hhv. Italien og Norge. Teltet bære naturligvis tydelig præg af at have været udsat for regn, sol og masser af støv og jord. Det er dog stadig lige så tæt som da det blev købt.

Motorcyklen er ligeledes blevet vasket og smurt. Efter turen hjem, hvor der blev kørt mange km. i regnvejr, trængte fodhvilere og greb til lidt oile.
Turen som helhed har været en stor oplevelse, selv om den blev kortet ned. Efter 8,5 uge med nye indtryk næsten hver dag, kan man godt blive mæt. Jeg havde ikke regnet med at det var det der ville ske. Jeg havde nok regnet med at det ville være, enten ensformigheden ved at køre på motorcykel, eller det at skulle leve på så trang plads. Ingen af disse ting har på noget tidspunkt været et problem.
Inden jeg tog hjemmefra, havde jeg en masse planer om lande jeg ville besøge. Så i starten kørte jeg stort set hver dag, med det resultat at jeg ikke rigtig fik set de steder jeg var. Efter ca. 2 uger indså jeg at det nok mere skulle handle om at slappe af og nyde turen og de steder jeg camperede. Derfor valgte jeg at tage mindst 2 overnatninger hver gang, med mindre campingpladsen lå så langt ude å landet at det ikke gav mening.

I søndags ankom jeg til Ingolstadt. Mandag formiddag gik jeg de 5 km. gennem skoven ind til byen. Det var skønt at gå på stierne, i skyggen. Efter at have krydset den grønne, ikke blå, Donau gik jeg lige ind i alt stadt. Byen er absolut et besøg værd. En middelalderby med en næsten intakt ringmur, selv om byen blev bombet kraftigt under krigen. Der er gang i restaureringen af de gamle huse alle

vegne. I morgen fortsætter jeg. jeg har ikke besluttet mig for om det bliver nordpå, eller om jeg køre til Luxemburg.

Efter godt 8 uger på farten, vil jeg gerne vise hvordan jeg bor. Dette er min uundværlige veranda. Der sidder jeg når solen bliver for kraftig, eller når det regner.

Min forstuge bliver kun brugt, hvis det blæser og er koldt, den er ikke blevet brugt ret meget. Ellers er det opbevaring af diverse ting, som kogegrej mm. om natten.

Soveafdelingen er indtil videre kun brugt om natten. Det her ikke været så koldt at jeg har været nødt til at opholde mig der om dagen. Teltet har klaret alt hvad det er blevet udsat for. Kun hvis jeg ikke har gjort mit arbejde godt nok, er der løbet vand ind på underlaget i forrummet. Hvis det har været vådt når det blev slået op, har det kun taget kort tid at få det tørret indvendig, med mit koge apparat, også selv om det har regnet udenfor.

Da jeg ankom i går, og havde fået styrthjælmen af, blev jeg straks genkendt af min gamle ven lejrchefen Hans. Det første han spurgte om, var hvor er din kone. Da jeg fortalte at jeg var af sted alene, så han lidt skuffet ud. Da jeg havde fået en øl og slået telt op, var det tid til lidt mad. Hans havde åbenbart fortalt hele personalet om den tossede dansker, som på 8. uge kørte rundt i Europa på motorcykel. Alle kom forbi og spurgte til min tur, hvor langt jeg havde kørt, hvilke lande jeg havde besøgt og ikke mindst hvorfor. Da jeg havde spist og sad med min obligatoriske kaffe, kom overtjeneren ud og spurgte om ikke jeg trængte til en snaps. Det havde jeg sgu ikke lige spekuleret på, men det ville nok få mig til at sove godt. Han kom ud men 2 glas pære snaps,som han sagde var på huset, de var nok på 6 cl. Han satte sig og bød på en smøg, og vi talte om hvordan jeg havde fundet campingpladsen i sin tid. Hans kom til og der blev talt om gamle dage, hvor vi sad i den gamle imbiss og drak øl, rom og cola, og om den tidligere ejer Peter, som altid havde grillkyllinger snurrende rundt i grillen. Jeg sov meget hårdt i nat.
I dag har jeg forkælet den gamle krop, med en kort gåtur ned i byen og ellers afslapning hele dagen. Jeg kan mærke at de mange km. på vanskelige veje og sikkert også den dårlige søvn, på grund af varmen. Det har nok været det dyreste ophold på hele turen. Alle mine måltider er blevet indtaget på restauranten. Rumpsteak i går aftes, brunchbuffet i morges, pizza til frokost og wienerschnitzel her til aften.
I morgen kører jeg videre nod nord. Jeg havde tænkt mig at køre et smut til Ardennerne i Belgien, men det vil lige tage et par dage at nå dertil, så det bliver nok til et par overnatninger i Tyskland.
Lige nu tordner det i bjergene, men der er ikke kommet vand endnu. Det kommer nok i nat. Så sikkert vådt telt igen i morgen.

I dag har den stået på en svedig tur op i bjergene. Jeg startede med at fylde vand i camel backen, i det lokale supermarked. Derefter gik det bare opad. Jeg startede med at gå op til et lille kapel som ligger helt ude på kanten af bjerget, jeg har været der før, sammen med min kone. Jeg valgte den korte, men stejle og stenede vej op. Jeg havde vist glemt hvor stejl den var, og hvor dårlig form jeg er i. Derfra fortsatte jeg opad, selv om det var begyndt at småregne. da jeg ikke kunne komme længere, begyndte jeg nedturen. Da jeg var næsten helt nede i byen, måtte jeg lige vaske ansigtet i floden. Jeg var fuldstændig opkogt.
Tilbage på pladsen, fik jeg lige skyllet lidt hurtigtørrende tøj op, inden jeg satte mig og nød en kold sodavand.
Da jeg sad og spiste på restauranten, kom et ældre tysk par hen og spurgte om de måtte sætte sig ved mit bord, da der ikke var flere ledige borde. Det endte med at jeg måtte bestille en ekstra kop kaffe, så vi kunne få talt færdig. Manden var tidligere motorcyklist og havde i sin ungdom kørt til Tyrkiet sammen med en kammerat. Da han mødte sin nuværende kone, fik han besked på at hvis det skulle være dem, måtte han skippe en af sine hobbyer. Han måtte vælge mellem svæveflyvning og motorcykel. Det blev så svæveflyvning, som han i øvrigt var instruktør i. De boede i det sydlige Tyskland, så da de hørte at jeg skulle til Ingolstad, kom de med et forslag til hvad vej jeg skulle køre herfra. I stedet for at køre over Garmich, skulle jeg holde lidt vestligere. Det var en meget smukkere vej, og hvis vejret var til det, kunne jeg køre op til Stelvio passet. Det ville kun være en omvej på 2 timer.
Tilbage i teltet, begyndte jeg at pakke sammen så jeg ikke har så meget i morgen. Medens jeg gik der i mine egne tanker, kom der en dansk dame forbi, og spurgte til mit telt og mit solsejl, som hun syntes var meget stort med tanke på at det skulle være på en motorcykel.
Det viste sig at hun og manden, begge havde været medlem af Greve trim, men efter hun gik på pension, var hun begyndt i noget som hedder Dubberne. Verden er sgu lille.

Jeg ankom til Leifers, lige ved Bolzano, i går eftermiddags. Turen hertil var som sædvanlig varm. Jeg kørte ca. 450 km. Det var bedre at køre, end at holde stille. Da jeg var inde og tanke, og selv skulle have noget at drikke, var der parkering forbudt det eneste sted der var skygge. Det var en tank med betjening. Tankpasseren pegede over på det område med parkering forbudt, og sagde at jeg kunne holde der. Da jeg pegede på de gule striber på jorden, gjorde han mig det klart, at det var noget han bestemte, fin service. Jeg holdt en længere pause, med mad og drikke, så jeg var klar til at køre ud i heden igen.
I dag har jeg ikke lavet noget som helst, bortset fra at jeg har været i byen og handle. Jeg har brugt lidt tid til at kikke på vejrudsigter, for det område jeg befinder mig i. Det er nedslående læsning. Jeg bliver nødt til at bevæge mig nordpå, over alperne, for ikke at ende i mange dages regnvejr. Planen er at komme op nord for München på fredag, derfra kan jeg så vælge at køre vestpå til Belgien og Holland, eller østpå til det østlige Tyskland og Polen.
I går fik jeg bagt brød. Det havde jeg stor glæde af i morges, det både smager bedre og fylder mere end det papbrød jeg kan købe på pladsen. Inden jeg kunne lave kaffe, skulle min brænder til Trangiaen lige renses. Den hostede og spruttede da jeg prøvede at tænde den. Efter en grundig rensning, virkede den igen. Som det ses på billederne, har jeg fået en plads med lidt græs. Det er rart ikke at slæbe støv og jord ind i teltet, og det sviner heller ikke teltet nor det regner.

I går kørte jeg fra Viu, med en sikker plan om at køre til Como søen. Undervejs, hvor det var ekstremt varmt, kom jeg i tanke om at jeg endnu ikke havde været et sted længere end 2 dage. På en tankstation havde jeg en kort diskussion med mig selv, om det ikke var tid til et længere ophold et eller andet sted. Jeg besluttede mig til at fortsætte til Leifers, lige ved Bolzano. Der har jeg været før, sammen med min kone. Det blev en tur på 450 km. men jeg vidste at der ville være alt hvad jeg skal bruge. Der er mulighed for at køre på 1 dags ture, til Gardasøen, ca 1,5 time hver vej, eller til Brennero i samme afstand.
Inden jeg kunne forlade campingpladsen i Viu, skulle jeg vente på at teltet tørrede. Der var så meget dug, både indvendig og udvendig, at det hang i dråber. Medens jeg ventede kom “campingfatter” forbi. Han spurgte hvornår jeg havde tænkt mig at køre. Jeg tænkte straks at han ville have mig ud i en fart, så der kunne komme andre ind. I stedet foreslog han at jeg satte mig op i restauranten, og fik mig en kop kaffe på huset, medens jeg ventede, fin service.