Jeg er kommet til en campingplads, som ligger inde midt i bjergene lidt nordvest for Torino. Turen hertil startede lidt kedeligt med fugtig varme, og meget motorvej. Da jeg drejede fra motorvejen, og begyndte at køre ind i bjergene blev turen straks meget smukkere. Jeg slap stort set for regnen på vejen, men da jeg havde slået teltet næsten op, kom der lige en kraftig byge. Så var det bare med at få smidt tingene ind i det halvt opslåede telt, og selv følge efter.
I morgen og på søndag skal der være noget de kalder “Bob car race” Det handler om at køre ned af bjergvejen, i nogle specielle sæbekassebiler, noget ala bobslæde. Hastighederne nærmer sig 100 km. i timen. Jeg havde egentlig kun tænkt mig at være her til søndag, men nu bliver jeg og ser dette lidt specielle race.
Da jeg ankom bestilte jeg bord til noget aftensmad. Jeg kunne ikke selv bestemme hvornår det skulle være, kl. 19:30 var det eneste tidspunkt. Jeg tænkte at det sikkert var fordi der var mange af de udenlandske racerkørere som også skulle spise. Det var det nu ikke, det var fordi at på det tidspunkt, skulle familien selv spise. Da jeg kom ind i restauranten, var der dækket et bord til mig, og der stod allerede en forret på bordet bestående af spegepølse, skinke og gedeost. Jeg bestilte et glas rødvin og noget vand. Næste ret var hjemmelavet spagetti, som bedstemoderen selv havde lavet. Da det var spist var jeg faktisk mæt, men jeg kunne godt se at der var en tallerken mere. Efter lidt tid kom der så en winersnitchel med ostestuvet spinat. Denne dag vil absolut være en af dem jeg vil huske. Da jeg havde betalt, bestilte jeg straks bord til i morgen, der skal jeg have bedstefars pizza.
For første gang i meget lang tid er det koldt, så jeg glæder mig til igen at kunne bruge soveposen.
Alle indlæg af Finn Dahl
Ude af Frankrig, inde i Italien
Turen gennem Gorge de Verdon blev en stor oplevelse, trods en del trafik. Hver gang der var optræk til kø, kørte jeg ind til siden og gav dem et forspring, hvis der ikke var mulighed for at overhale. At tage billeder af den storslåede natur er bare ikke muligt, så det droppede jeg hurtigt. Da jeg efter nogle timers kørsel i bjergene kom ned i hav niveau, skulle jeg til at beslutte hvor turen skulle ende. Jeg havde først planlagt at køre til Nice. På en kaffebar, hvor jeg fik min eftermiddagskaffe, Spurgte manden i baren hvor jeg skulle hen. Jeg fortalte ham at planen var at køre til Nice. Lad være med det sagde han. Kør til Italien i stedet, der er priserne kun det halve. Så ja hvorfor ikke, der var jo ikke noget specielt jeg skulle se i Nice. Så nu er jeg i Italien. Nu er mulighederne uanede, jeg kan køre mod syd, til Pisa, mod nordøst til Comosøen eller mod øst til Milano. Det må de næste dage vise.
I St. Croix du Verdon, talte jeg med at hollandsk par, som var kommet på den campingplads fast i
16 år, 6 uger hver sommer. De brugte så en af de 6 uger, til at holde en ferie i ferien et andet sted i Frankrig, men lod campingvognen stå på pladsen.
Er nået til en ny perle
Natten til i dag var præget af et kraftigt tordenvejr over Millau. Det startede kl. 3 i nat, og leverede en stor del vand, meeeen denne gang var jeg forberedt, der kom ikke en dråbe ind i teltet.
Efter morgenmaden, kørte jeg af sted, i 12 gr. varme og finregn / tåge. Det var med at holde tungen lige i munden på bjergvejene. Vejen var meget fedtet så snart jeg ikke kørte i de tørre spor, som bilerne lavede. Efter godt 100 km. stoppede regnen og det blev igen varmt. På motorvejen var det ikke noget problem for hverken mig eller kamelen, men på bjergvejene kunne jeg mærke på mine lår at kamelen havde det varmt. Ikke at det var et stort problem. Jeg har engang fået af vide, fra en erfaren langturs mc kører, at hvis man skulle undgå at motoren blev for varm i bjergene, skulle der flere omdrejninger til, for at cirkulerer så meget kølevand som muligt. Resten af turen, i bjergene, kørte jeg et gear lavere end jeg normalt ville gøre. Det virkede.
Jeg skal ikke kunne sige om Sainte Croix du Verdon er den smukkest beliggende by i Europa, men smukt ligger den. Det nederste billede er taget fra byens restaurant, hvor jeg fik min aftensmad.
Søen er kunstigt lavet ved at opdæmme floden Verdon. Historien fortæller, at der ligger en by på bunden af søen og at dæmningen først blev mulig, da man lovede at grave alle ligene op fra kirkegården, og genbegrave dem på en ny kirkegård højere oppe i bjerget. Derefter sprængte man hele byen i luften, for at forhindre at nogen skulle finde på at dykke ned og fjerne noget. Om det forholder sig sådan vil jeg prøve at finde ud af i morgen, på det lokale turist bureau. For første gang har jeg svært ved at beslutte mig til hvor længe jeg skal blive her. jeg har booket 2 nætter, men det kan godt være jeg bliver lidt længere. Her er bare helt fantastisk.
Halvdelen af tiden er gået
Jeg har nu næsten forladt Pyrenæerne, og befinder mig i Millau. Turen hertil var lang og varm. Først en anstrengende tur gennem bjergene, hvor der skal arbejdes med gear, bremser og ikke mindst med hovedet. I bjergene var der en del bilister, som nok skulle havde valgt en anden vej. Det var tydeligt at de var meget usikre på det med bjergkørsel, hvilket skabte nogle farlige overhalinger.
Da jeg nåede motorvejen, var der en masse kø, ikke lange, men der var mange af dem. Jeg endte med at tilbringe næsten 8 timer på kamelen, kun afbrudt af nogle få tisse og taknings pauser så røven klagede.
De sidste km. til Millau, opvejede dog en del af pinen. Turen fra toppen af bjerget og ned i dalen er utrolig smuk, og med udsigt til den vel nok smukke bro i verden.
Nu til det jeg truede med i sidste opslag. Forløber turen som forventet. Det korte svar er nej, den er bedre. I starten gjorde jeg meget ud af at få kørt så meget som muligt, for at nå alle de steder jeg havde tænkt mig. Det tog 3 uger at falde til ro, og indse at jeg jo var af sted for at nyde de øjeblikke der opstår. Det gør jeg nu. Jeg har mødt så mange spændende mennesker, nogle kunne jeg uden videre tale med, andre var via tolk, og nogle var ved hjælp af google translate. Jeg har været forskånet for uheld, punktering, kæde og en flået storetå, er hvad man kan forvente.
Jeg er naturligvis meget alene, men det er ikke det samme som at føle sig alene. Jeg nyder at kunne bestemme hvad jeg skal lave, eksempelvis hvornår jeg vil køre og hvorhen jeg vil køre. Jeg har fuldstændig droppet at holde en plan, jeg beslutter fra dag til dag hvad jeg vil. I morgen køre jeg til sainte Croix du verdon. Jeg vil gennem gorge du verdon til Nice. Hvad der skal ske derfra ved jeg ikke.
Den oplagte selfie, er den første, og bliver den sidste 🙂
Fra Zaragoza til Andorra
Nu er jeg i Andorra, et af de steder jeg har glædet mig meget til at gense. Sidst jeg var her, stod regnen ned i tove, husker du det Murer. Landskabet, og vejret, på turen var der ikke noget at klage over. Som det fremgår af billederne ændrede det sig fra flat og goldt, til bjergrigt og mere frodigt.
Jeg har valgt at bliver her til på Lørdag. Der er nogle naturskønne steder jeg gerne vil se, mere om det senere. Personalet på pladsen er nok de venligste jeg har mødt endnu, når de kommer rundt på pladsen, hilser de venligt, på det sprog hver enkelt kan forstå, og spørger om alt er i orden. I dag var der dog en enkelt episode, som kunne være endt helt galt. Et Portugisisk par med et lille barn havde stillet deres telt op, og barnet legede inde i det. Da manden ville stille bilen på plads, glemte han at trække håndbremsen, og bilen rullede ned i teltet. Barnet skreg som vanvittigt, og folk, mig selv inklusiv, sprang ned for at få stoppet bilen. Det lykkedes at få stoppet den, og få manden ind i bilen og trække håndbremsen, medens der stod 6-8 mand og holdt den. Han fik den startet og kørt væk. Om barnet er kommet til skade ved jeg ikke, men de har været væk siden. Det var ikke lige det jeg håbede at opleve på turen.
Lige nu er det overskyet og temperaturen er behagelig.
Jeg har nu brugt næsten halvdelen af tiden. Så en af de nærmeste dage vil jeg gøre status, har det været ensomheden værd, er der noget jeg har fortrudt, eller skulle have gjort anderledes. Det kommer i et af de næste indlæg, så er i advaret.
Varm men dejlig dag
I dag har den stået på maks. afslapning. I morges, inden det blev for varmt, gik jeg ned til et meget stort supermarked i byen. Jeg ville gøre et sidste forsøg på at finde rensebenzin. Det lykkedes ikke, men det er jo den store fordel med multifuel brænderen, den kan virke med stort set alle brændbare væsker. I Spanien griller man også, så derfor har de selvfølgelig tændvæske. Det er lige så godt som benzinen, men sviner dysen hurtigere til. Det giver mig lidt ekstra “arbejde”. Efter indkøbene, var det tid til lidt morgenmad, som jeg fik på en cafe, lige over for supermarkedet. Nu var klokken blevet tæt på middag og solen begyndte at varme voldsomt, men i skyggen var det stadig til at holde ud, men bare en timer senere var det 37gr. i skyggen under mit solsejl. Alt aktivitet på pladsen ophørte, undtaget i poolen og i baren. Jeg sad i baren og nød et glas iskoldt øl, medens jeg nød at høre alle de skrigende unger i poolen
( måske savner jeg børnebørnene ) Selvfølgelig gør jeg det.
Ved 20:00 tiden vågnede campingpladsen pludselig op igen. Nogle kom hjem fra ture og andre kravlede ud fra deres solsejl rundt omkring. Nu var det spisetid. Jeg har altid været meget forsigtig med at spise friske grønsager i syd og øst Europa, pga. vandets svingende kvalitet. I dag gjorde jeg en undtagelse, en lækker salat med valnødder, rosiner, salat, babyspinat og gedeost, det hele overhældt med balsamico dressing, mums. Nu håber jeg maven klare det.
I morgen køre jeg til Andorra. jeg glæder mig til den friske kølige bjergluft. Derfra er alt igen åben.
Helt utrolig tur gennem Spanien
Jeg er nu nået til Zaragoza. Turen hertil gik gennem det mest utrolige landskab, små landsbyer, som var taget lige ud af en film med Clint Eastwood. jeg ventede hvert øjeblik at han skulle komme ud fra en af gyderne.
Da jeg kørte ind på en lille rasteplads, der hvor billedet er taget, kom et par hen til mig og sagde hej. Hvad laver en dansk motorcyklist her i midten af ingenting. Det var et dansk par, han var godt nok fra Holland og hun fra Spanien, men de talte begge dansk og boede i København. De havde kørt bagved mig de sidste 30 km. og var blevet enige om, at hvis jeg stoppede ville de have en sludder med mig. Han kørte også motorcykel, men kun i Spanien om vinteren. De kom med nogle ideer til hvor jeg kunne køre hen, men de fleste steder havde jeg været på vejen sydpå. Vi gav hinanden hånden til afsked og ønskede god rejse. Der er sgu noget med motorcyklister og fælleskab. Jeg er kommet ind på en meget fin, og dyr; campingplads, men det er okay. Her bliver jeg til torsdag, hvor turen gå videre mod Andorra.
Da jeg kom tilbage til mit telt, efter aftensmaden, var min genbo kommet hjem, en franskmand på en Yamaha XT 600E. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge hvor gammel den var, og hvor langt den havde kørt. Den var næsten lige så gammel som min, og havde kørt 65000 km. Vi talte lidt om det at tage på tur alene. Vi blev enige om at det burde være en menneskeret for alle, at slippe alt og bare begive sig ud på eventyr. Det skal lige siges, at vi var jævnaldrende.
På vejen ned til teltet, så jeg for første gang på turen flagermus. Det er imponerende som de kan flyve. De fløj nærmest rundt om hovedet på mig.
Tilbage i Spanien
Dagen i går brugte jeg til at få mit nyvaskede tøj helt tørt, og få pakket om. Jeg gik en tur ned til byen, for at handle det allermest nødvendige, vand, shampoo og småkager til kaffen. Her til morgen pakkede jeg så sammen, medens jeg svedte som et svin. Da jeg var færdig og stod og pustede ud, kom mine franske naboer hen og tilbød mig en kop kaffe, med friske jordbær. Det var svært at sige nej til, selv om jeg egentlig gerne ville af sted. Vi sad og sludrede, med hjælp fra google, en halv times tid. De ønskede mig god tur, og jeg det samme til dem. lige inden jeg passerede den Spanske grænse, var der en meget dyb kløft, og lige før den en rasteplads. Jeg har igen prøvet at fange det smukke landskab på billed, jeg syntes ikke rigtig det er lykkedes. Jeg er tilbage i Tordesillas, på den samme campingplads. jeg ledte forgæves efter en campingplads i nærheden af Zamora. Det var jeg ikke den eneste der havde gjort. Efter jeg havde slået telt op, kom der en spanier, som havde forsøgt det samme. Det var aldrig sket i Frankrig sagde han, han elskede at camperer i Frankrig.
I morgen køre jeg videre mod Zaragossa, så må jeg se om der er en campingplads der. Derefter er planen at køre over Andorra til Frankrig. længere går planerne ikke for nuværende.
Tøjvask og en dag i Porto
I går stod den på tøjvask, det foregik i hånden, i et gammelt vaskekar af beton, med indbygget vaskebræt. Det blev hængt til tørre, men på grund af den fugtige luft, var det endnu ikke tørt her til aften. Det bliver hængt op igen i morgen.
Efter morgenkaffen tog jeg bussen til Porto. Det var en oplevelse i sig selv. Her skal man ikke bevæge sig op til hovedvejen for at komme med, bussen kørte igennem de smalle gader i den lille by. Et sted stod der en tyk mand i sin hoveddør og kikkede ud på vejen. Han var nødt til at gå ind i entreen, for at bussen kunne komme forbi. Jeg tror ikke min kone havde givet mig lov til at køre den vej med vores autocamper.
Porto er på engang en smuk og hæslig by. Mange af de gamle bygninger er meget velholdte, men der er også meget slum, med huse hvor halvdelen mangler, men hvor der stadig bor mennesker. Jeg slog et smut ned omkring floden. Det er helt sikkert her turisterne samles, det var stort set umuligt at gå mellem de mange boder. Det var noget af en kontrast til de sidste 5 uger, hvor jeg stort set ikke har set turister. I en af de store gågader, med lige så mange turister, holdt jeg øl-pause og så på mylderet. Jeg tror at alle verdens sprog blev talt der. Jeg valgte at vente med maden til jeg kom tilbage til campingpladsen. Det blev så en sen frokost, eller tidlig aftensmad. Medens jeg sad og spiste, kom der et par musikere og stillede deres grej op. Nu er der fest på terrassen. De hverken spiller eller synger særlig godt, men folk er i feststemning. Da jeg havde siddet og lyttet til dem, og klappet mellem numrene, medens jeg nød en øl, valgte jeg at fortrække til mit telt og skrive dette.
Jeg er ved at være lidt træt af at opholde mig ved kysten, da luften bliver voldsom fugtig når det er varmt, så alting er klamt. Når jeg køre herfra bliver det sikkert ind i landet.
Portugal er nået
Turen hertil startede, som turen til Tordesilla sluttede, lige landevej med ørne hængende over.
Vejret var fint til mc kørsel, 22 gr. og overskyet. Da jeg nærmede mig den Portugisiske grænse ændrede landskabet sig, vejen snoede sig gennem bjergene. På min GPS er der en funktion, som kan vise højden over havet, både den aktuelle og en kurve med højdeprofilen længere fremme på ruten. Denne kurve viste et top på 1000 m. som jeg skulle over. Det blev jeg desværre snydt for, de havde lavet en tunnel gennem bjerget. Det højeste punkt endte med at blive 850 m. De sidste 100 km. foregik i regnvejr.
Jeg ligger nu på en campingplads 10 km. syd for Porto centrum. Da jeg ankom lignede det en luksus plads, receptionen er utrolig flot. Det har dog vist sig at det er det eneste flotte på pladsen. Det hvor jeg ligger, ligner det en guldgraver landsby fra Alaska. Der er dog pænt og rent på de meget gamle og meget slidte sanitets bygninger. I dag lover de regnvejr, lige nu er det dog fint. Solen skinner mellem skyerne, godt fordi jeg er lidt nede på strøm, så begge solceller er i brug. I morgen skal der vaskes og derefter tagen jeg bussen ind til Porto, den holder lige uden for døren.